Maersk Air offentliggør 2006-sommerruter


Selvom Maersk har udsigt til at blive fusioneret ind i Sterling i løbet af kort tid, udsendte flyselskabet i dag en pressemeddelelse, der bl.a. forklarer, at der fra sommeren 2006 tilbydes i alt 41 ruter med 27 helårsruter og ni direkte sommerruter fra København samt fem fra Billund.

Selskabets salgs- og marketingdirektør, Anne von Glasow, siger i pressemeddelelsen, at det er glædeligt at se tilbage på de første syv måneder af 2005, der viser en markant passagerfremgang, og at belægningsprocenten i juli nåede over 80 %. ”Vi kan se, at danskerne har taget rigtig godt imod vores nye ruter med direkte, fleksible og billige flyforbindelser” tilføjer hun.

Maersk Air-ledelsen afviser i øvrigt, at pressemeddelelsen om næste års sommerruter kan tages som udtryk for, at fusionen med Sterling ikke forløber som planlagt. ”Det er Business as Usual indtil der foreligger en ny besked” lyder meldingen. Pressemeddelelsen fra flyselskabet understreger i øvrigt også, at man kan bestille sin Maersk Air billet 11 måneder frem i tiden: ”Vi kan også se på vores fremadrettede reservationer, som er meget bedre end tidligere år, at rigtig mange benytter sig af muligheden for at forudbestille næste års ferie allerede nu” vurderer Salgs- og Marketingdirektør Anne von Glasow.

Skrevet af