Dagens fødselar









Da Henrik Lewis-Guttermann i 70’erne begyndte at fremvise den afrikanske savanne for skandinaver, havde han selv opdaget Afrika ved at krydse kontinentet på tommelfingeren, mens Portugal udkæmpede kolonikrige og apartheidregimet havde et fast greb om Sydafrika.



Opfyldt af et Afrika i nyvunden selvstændighed og på vej mod frihed tog Henrik Lewis-Guttermann i 1979 magistergrad i social antropologi ved Københavns Universitet – og havde undervejs studeret ved University of Witwatersrand i Johannesburg. I 15 år skrev han om Øst- og Sydafrika i Weekendavisen.



Det er dog hovedsageligt turister, der har nydt godt af hans samfundsvidenskabelige indsigt. Intetanende ferierejsende, der troede, at de blot skulle se Afrikas dyr, fik i tilgift foredrag om afrikanske folkeslag, Østafrikas swahilikultur og Afrikas kamp for selvstændighed. Foruden, naturligvis, beretninger om Karen Blixen og anekdoter om storvildtsjægere.



I mange år har Henrik Lewis-Guttermann drevet rejsebureauet Hemingway’s. Kunderne er dels private samt i stigende grad virksomheder, der kombinerer møder og konferencer med teambuilding fra Indien til Wien.

Skrevet af