82 millioner i ’glemte’ feriepenge

Så mange feriepenge mangler danskerne stadig at hente hos FerieKonto, her kort før fristen udløber.

Torsdag den 9. september 2010, 05:01 avisen

 

Men nu haster det snart at få hentet sine tilgodehavender, for den 30. september lukker FerieKonto for udbetalingerne, og så fanger bordet. Ikke afhentede penge går ind på kontoen hos Arbejdsmarkedets Feriefond, skriver avisen.dk.

 

"Folk skal sørge for at få sendt deres feriekontobeviser ind til Feriekonto nu," siger kontorchef i Pensionsstyrelsen og chef for Feriekontoret, Søren Balslev, til Newspaq.

 

Sidste år ’glemte’ danskerne at hæve 58 millioner kroner og Søren Balslev venter et endnu højere tal i år.

 

Arbejdsmarkedets Feriefond bruger pengene til ‘ferieformål til lønmodtagere, herunder særligt gennem støtte til institutioner eller organisationer, der tilvejebringer feriemuligheder for lønmodtagere.’ Pengene går først og fremmest til støtte for museer og organisationer, der hjælper svage grupper på ferie.

 

En stor del af de uafhentede feriepenge tilhører arbejdsløse, som skal modregne optjente feriepenge i deres dagpenge eller kontanthjælp.

Skrevet af Flemming Juul