Rejsebureauer aflyser Kenya-rejser

Både Star Tour og Apollo Rejser vurderer, at rejserne til Kenya først for alvor kan genoptages næste vinter.

Da de politiske uroligheder brød ud i begyndelsen af januar, besluttede de to selskaber i første omgang at aflyse rejserne i denne måned. I går tog Star Tour det næste skridt og aflyste i februar og marts. Gæsterne får ifølge salgsdirektør Stig Elling tilbud om en anden rejse, eller de kan få pengene retur.

Hos Apollo Rejser har man foreløbig aflyst rejserne i februar, og administrerende direktør Jan Lockhart siger, at det sandsynligvis bliver nødvendigt at gøre det samme i marts.

(Berlingske Tidende, d. 11. januar, 2008)

Skrevet af