Fortsat mystik om cypriotisk flystyrt

Ifølge græske embedsmænd er den mest sandsynlige forklaring på, at de fleste af de 121 ombordværende på den cypriotiske Boeing 737, som søndag forulykkede, allerede var døde, da flyet styrtede ned, er, at iltforsyningen svigtede.
Der er dog intet nyt om, hvorfor ilten forsvandt, eller hvorfor piloterne ikke gjorde det, alle piloter er trænede i og kan på rygraden: pinden frem, gashåndtag i bund og næsen nedad til ca. 3.000 meters højde, hvor iltindhold og temperatur udenfor er således, at mennesker kan overleve.
De to sorte bokse med henholdsvis voice og data records er bjærget, men den ene er i så dårlig stand, at det kan blive vanskeligt at få informationer derfra. Den anden er sendt til Paris for nærmere undersøgelser.
Efter ulykken blev det meddelt, at en passager havde afsendt en sms til en slægtning. Imidlertid blev det dog i TV2 Nyhederne kl. 22 i går aftes oplyst, at græsk politi har anholdt en mand, som angiveligt har afsendt en falsk sms fra en passager på ulykkesflyet.
(Berlingske Tidende og Jyllands-Posten 16.08.2005)

Skrevet af