Udsigt til katastrofesæson for sommerhusudlejere


Trods massive investeringer i markedsføring får det stadig ned ad bakke for de danske feriehusudlejere, og brancheforeningen vurderer nu, at man vil opleve en omsætningstilbagegang på et tocifret millionbeløb i forhold til sidste år.

Det er primært de tyske turister, der ikke længere ferierer i de danske sommerhuse, og ifølge turismeforsker Lise Lyck, bør branchen se sig selv i spejlet for at finde årsagen til tilbagegangen: ”Vi må indse, at det ikke længere er eksotisk for tyskerne at tilbringe en uge i et sommerhus” siger Lyck, og fortsætter: ”I stedet skal vi udvikle nye produkter, og slå på det særlige vi kan tilbyde i Danmark, som f.eks. nærhed til byer, kultur og ferieparker”.

Opførelsen af dansk-lignende sommerhusområder i Tyskland har taget større fart i de seneste år, og disse ferieområder er både lettere og hurtigere for tyskerne at komme til. Derfor mener Lise Lyck, at de danske feriehusudlejere i stedet skal være kreative og f.eks. arrangere pakkerejser med ophold og arrangerede ture i kombination. Desuden vurderer turismeforskeren, at markedsføringsindsatsen skal bringes ind i det 21. århundrede: ”Katalogerne, hvor man kan bestille et feriehus, ligner mest af alt telefonbøger, som ikke skiller sig synderligt ud fra de kataloger, man finder i resten af verden. De afspejler i hvert fald ikke alle de spændende muligheder, man har som turist” siger hun.

(Jyllands-Posten Erhverv d. 18.07.2005)

Skrevet af