Rejsende tilbydes medicinkort

World Medical Card skal ligge i tegnebogen hos fx erhvervskunder – eller hentes til mobiltelefonen. Her skal det sikre mod bl.a. fejlmedicinering, hvis indehaveren får helbredsproblemer i udlandet.



Kortet rummer den rejsendes medicinske data, som også ligger på en hjemmeside, hvor lægerne kan få besked om medicinforbrug, allergi eller særlige behov – endda på ti sprog. Kunden indtaster selv sine oplysninger, eventuelt i samarbejde med sin læge.



”Kortet har fx oplysninger om blodtype, overfølsomhed, hvilken medicin og mængder, kunden tager. I en krise klipper lægen kortet op og kan se de medicinske informationer samt hvem, der skal kontaktes. Det gør det lettere, hvis man mister sin kuffert med vigtig medicin,” siger Søren Ohlsen, landechef for World Medical Card i Danmark, til Berlingske.



I øjeblikket forhandler han med forsikringsverdenen og patientforeninger om mulighederne. Samtidig håber han, at flere virksomheder vil anskaffe kortet til medarbejderne ”for at vise social ansvarlighed.”



World Medical Card koster 220 kr. om året plus moms for erhvervskunder, og 270 kr. for private.

Skrevet af