Mistanke om insiderhandel i Airbus

I en foreløbig rapport har det franske børstilsyn udpeget cirka tyve forhenværende og nuværende ledere i EADS som mistænkte for omfattende insiderhandel, og børstilsynet har efter sigende nu overladt materialet til anklagemyndigheden.

Sagen truer med helt at overskygge leverancen af den nye superjumbo A380, der finder sted i slutningen af denne måned, fordi den påståede insiderhandel omhandler netop dette fly.

Børstilsynet er af den overbevisning, at ikke mindre end en snes højtstående personer har lukreret på deres viden om, at A380 ville blive forsinket i 18 måneder, og at de har solgt ud af deres aktier, inden offentligheden fik besked. Da det skete, førte det til voldsomme kursfald, som EADS aldrig er kommet sig over siden, og i dag klarer aktien sig fortsat dårligt.

Den tidligere Airbus-chef, Noël Forgeard, formodes at være en af de helt centrale personer i insideraffæren. Han trådte netop tilbage på grund af forsinkelserne på den nye A380. Også den nuværende Airbus-chef, Thomas Enders, og en række andre direktører er under mistanke.

(Børsen, d. 8. oktober, 2007)

Skrevet af