Nu skal gangsædet koste ekstra

Først skulle passagererne betale for mad ombord, så kom der tillæg for billetreservationer over telefonen og nu vil Northwest Airlines opkræve ekstra fra passagerer som seates ved gangsæder eller nødudgange, hvor der er ekstra benplads.



Dagen kommer også, siger eksperter, hvor flyselskaberne vil følge i kølvandet på Ryanair, og opkræve en afgift, hvis passageren ønsker at have bagage med.



Flyselskaberne prøver at se, hvor langt de kan gå for at få passagererne til at hoste op med at betale for ekstra ydelser.

“Vi har endnu kun skrabet overfladen, der vil komme meget mere på dette område. Det kan gøre forskellen mellem over- og underskud,” siger Terry Trippler, analytiker hos Cheapseats.com til Reuters.



Og underskud har Northwest fra Skyteam-alliancen masser af. Faktisk så meget, at selskabet sidste efterår gik i kontrolleret betalingsstandsning.

I denne uge lancerede Northwest et nyt program, Coach Choice, hvor selskabet vil sælge gangsæder og sæder ved nødudgangene for 15 dollars pr. sæde.



Kreativiteten blomster også hos United Airlines, som sidste år begyndte at sælge sæder på en bedre klasse, hvis disse var ledige ved check-in.

Skrevet af