Garantifond sætter økonomisk svage bureauer under pres

Rejsegarantifonden er i fuld gang med den gennemhegling af årsregnskaberne for godt 500 regnskaber, der skal danne basis for fondens vurdering af, hvem der i givet fald skal præsenteres for øgede garantikrav. En lovændring fra foråret giver Rejsegarantifonden mulighed for at kræve højere garantistillelser, hvis man vurderer at et rejsebureau er så økonomisk svagt funderet, at en konkurs er sandsynlig.
”Vi er i gang med en scanning af rejsearrangørernes regnskaber fra 2003, og har samtaler med nogle bureauer. De kan godt risikere en forhøjet garanti. Der er nogle, der har tabt deres egenkapital, nogle der giver mindre og større underskud, og nogle der har givet underskud i flere år” siger formanden for Rejsegarantifonden, Bent Mebus. Han tilføjer, at disse bureauer ”naturligvis er i farezonen”.
Rejsegarantifonden kan i princippet selv afgøre, hvor stort kravet om øget garantistillelse til det enkelte rejsebureau skal være. Men Mebus siger, at en yderligere garanti skal være så stor, at den omfatter omkostningerne til hjemtransport samt alle forudbetalinger til det pågældende rejsebureau.
(Børsen d. 20.08.2004)

Skrevet af