DT bød vigtige kunder velkommen

Med turistminister – økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen – i spidsen, bød Danmarks Turistråd i sidste uge en gruppe vigtige internationale rejsearrangører velkommen til Danmark.



”Danmark har oplevelserne – og Danmark er et land, hvor tingene fungerer – med et smil,” sagde turismens minister til de 60 internationale rejsearrangører og turoperatører ved indledning af ”FAMSHOP.” Her blev en workshop for første gang kombineret med fremvisning af danske turistattraktioner.



Det skete over to dage. På Famshoppens første dag mødte de indbudte 28 udbydere fra det københavnske og østdanske turismeerhverv. Dagen forinden havde de mødt 26 repræsentanter fra turismeerhvervet vest for Storebælt ved en workshop på Holckenhavn Slot i Nyborg og fynske Falsled Kro.



De udenlandske rejsearrangører kom fra Australien, Filippinerne, Irland, Italien, Japan, Norge, Polen, Storbritannien og USA. Der var bl.a. store aktører som Gullivers Travel, Expedia travel og Lastminute.com blandt de indbudte.



”For turimeerhvervet i Danmark er sådanne arrangementer med store, udenlandske rejsearrangører meget væsentlige. De resulterer ofte i, at de udenlandske rejsearrangører tager Danmark med i deres rejseprogram,” siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen fra Danmarks Turistråd.

Skrevet af