Lufthansa raffinerer førsteklasses produkt

Lufthansa Private Jet er navnet på et nyt produkt fra Lufthansa fra sommerfartplanen 29. marts. På vegne af Lufthansa henter selskabet NetJets særlige Lufthansa- passagerer i et privat jetfly – der kan vælges mellem over 1.000 lufthavne i Europa.

Herfra flyves de til München for at gå ombord på fly til destinationer over hele verden.



På samme måde kan passagerer, der ankommer med Lufthansas oversøiske ruter til München, tage en privat jet tilbage til deres endelige destination.



”At forkorte rejsetiden er en afgørende succesfaktor i forretningslivet. Med vores nye tilbud til vores mest kvalitetsbevidste kunder kombinerer vi Lufthansas kvalitet med fordelene ved privat flyvning,” siger Lufthansas koncernchef, Wolfgang Mayrhuber, og tilføjer:

”Private Jet er endnu et skridt i vor differentieringsstrategi til det øverste kundesegment. Med Private Jet øger vi vores forspring inden for dette segment.”



Lufthansa Private Jet vil blive testet på markedet i seks måneder ved at flyve for en udvalgt gruppe af First Class og Business Class passagerer samt alle HON Circle medlemmer. De får fuldstændig fleksibilitet i valget af udrejse- og ankomstlufthavne og kan bestemme deres egne flytider, oplyser Lufthansa.



Prisen for at bruge Lufthansa Private Jet afhænger af takstzone. En rejse med Private Jet fra München til Lugano i Italien kan koste op til 42.000 DKK. En ledsagerbillet pr. ekstra passager koster op til 2.200 DKK.



NYE RYGTER OM LUFTHANSA OG SWISS

Et af luftfartens mest sejlivede rygter er om Lufthansa alligevel bliver redningsplanke for Swiss. Ifølge den sædvanligvis velunderrettede finansavis, Handelsblatt, er koncerncheferne for Lufthansa og det økonomisk trængte Swiss blevet enige om en forening af de to selskaber.

Handelsblatt citerer unavngivne kilder i Lufthansa og Swiss for oplysningerne.



I følge oplysningerne har Lufthansas koncernchef, Wolfgang Mayrhuber, garanteret, at varemærket Swiss kan fortsætte i et uformelt samarbejde med Lufthansa. Til gengæld skal Swiss fortsætte med at sænke sine omkostninger og Lufthansa skal have kontrol over Swiss’ rutenet, skriver avisen, ifølge Reuters.


Skrevet af