Turister bør passe på piratkopier på ferien

Det kan blive særdeles kostbart at købe eller medbringe ulovlige kopier af kendte mærkevarer, hvis turen går til Frankrig eller Italien. Også selvom varen er købt på lovlig vis efter danske regler. Et par falske Gucci-solbriller eller en piratkopi af en Louis Vuitton-taske kan udløse bøder på adskillige tusinde kr.
Mange lande har nemlig langt skrappere regler for handel med falske mærkevarer, end man har i Danmark. Turister skal overholde reglerne i de lande, de besøger, og det er ingen undskyldning, at man ikke har kendskab til det pågældende lands lovgivning.

”I flere lande i Europa er det ulovligt at bruge kopivarer, uanset om varerne er købt lovligt i et andet land. Det skal forbrugerne være opmærksomme på, inden de rejser ud, for bøderne kan være store,” siger Maja Bøge Crichton, der er jurist i Forbruger Europa

I Frankrig har myndighederne ret til at destruere kopien samt uddele en bøde på op til to gange prisen på den originale vare, og i Italien er reglerne mindst lige så skrappe.
”Juristerne i vores italienske søsterorganisation oplyser, at der kan gives bøder på op til 10.000 Euro til forbrugere, som køber piratkopier,” siger Maja Bøge Chrichton.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 10. december, 2007)

Skrevet af