Sterling er færdig OPDATERET

Axcel adm. direktør Christian Frigast beklager over for Sterlings medarbejdere, at det ikke lykkedes at få virksomheden på vingerne igen.



Hvorfor man ikke har kunnet få en langsigtet forretningsplan klar inden for den korte tidramme, er der ingen forklaring på.



Direktøren siger også, at det normalt ikke er Axcels politik at kommentere potentielle investeringer. “Men på grund af den massive opmærksomhedsværdi, har man gjort en undtagelse, “fastslår han.



Grunden er nok nærmere den, at Stand By i går kunne offentliggøre navnet på investor. I modsat fald var man listet væk lige så ubemærket, som man kom. Nogen må have røde ører nu. Forventningerne var spændt alt for længe.



-ejv







udsendt tiligere i dag:



Kapitalfonden Axcel fandt det alligevel for risikabelt at gå ind i luftfart i øjeblikket.



Der skulle have været indkaldt til pressemøde fredag formiddag med oplysning om, at et nyt Sterling var skabt og de første fly ville gå i luften mandag morgen.



Sådan gik det ikke. For kort tid siden har kapitalfonden Axcel meddelt, at det ikke har været muligt at få en langsigtet forretningsplan klar.



Meddelelsen er overraskende, fordi håbet hos de mange ansatte netop var tændt igen efter, at de på det nærmeste begik vold mod sig selv og sagde ja til den hidtil billigste personalekontrakt i Danmark, hvad flytrafik angår.



Derfor havde de berettiget håb om, at en del af deres flyselskab var reddet, og umiddelbart – uden at kende grunden for aflysningen – kunne det se ud til at kuratorerne har kørt løbet længere ud end de burde.



Vi afventer en mere officiel begrundelse og opdaterer løbende.


Skrevet af