9% flere fløj med Norwegian

norwegianNye indenrigsruter i Spanien og ruter mellem Caribien og USA styrker passagertallene for det norske lavprisselskab i begyndelsen af 2016.

I alt fløj 1.756.656 passagerer med Norwegian i januar, hvilket er en markant stigning sammenlignet med sidste år. Belægningen var på 81,7% – en vækst på 1,7 procentpoint. RPK steg med 14%, mens ASK steg med 12%.

I december åbnede Norwegian ruter mellem den amerikanske østkyst og de franske øer Guadeloupe og Martinique i Caribien. Ruterne opereres i vinterhalvåret fra New York, Baltimore og Boston, og de er blevet vel modtaget. Interessen har ført til, at Norwegian har forlænget flere af ruterne til udgangen af april.

”Vi er meget tilfredse med, at vi fortsætter med at fylde. Væksten skyldes satsning internationalt med indenrigsflyvninger i Spanien og ruterne mellem de fransk-caribiske øer og den amerikanske østkyst. Derudover har vi fået flere passagerer på langruterne,” siger adm. direktør Bjørn Kjos.

Norwegians flådefornyelse forsætter i 2016 med levering af 17 Boeing 737-800 og fire 787-9 Dreamliners. Endvidere får Norwegian leveret fire Airbus A320neo, som skal leases ud. Syv ældre 737-800 udfases i løbet af året. Med en gennemsnitsalder på 3,6 år er flyflåden blandt de mest moderne og miljøvenlige i Europa.