Bravo Tours afviser at være til salg

Den schweiziske rejsekoncern Kuoni, der er repræsenteret i Danmark og Sverige af Apollo Rejser, er interesseret i at udvide sine forretninger i Skandinavien. I den forbindelse sagde Apollo Rejsers danske direktør, Jan Lockhart, til Børsen i fredags, at Bravo Tours og svenske Solresor vil passe godt ind hos Apollo. Han sagde, ifølge avisen, også, at det afgang af prisen og at der havde været kontakt mellem parterne.



Men det passer ikke. I en pressemeddelelse i weekenden, afviste Andri Ingölfsson, at der har været kontakt mellem ham og Kuoni.

”Det overrasker mig ikke, at Kuoni er interesseret i at købe, når man ved, hvilken fantastisk vækstperiode, selskaberne i vores koncern er inde i oven på det seneste års rekordoverskud – til gengæld overrasker det mig, at en direktør for Apollo kommer med den slags udtalelser. Det svækker hans troværdighed,” siger Andri Ingölfsson i pressemeddelelsen og tilføjer:

”Vi opbygger nu en af de mest konkurrencedygtige rejseorganisationer i Skandinavien, og det har vi i sinde at fortsætte med.”



En af grundlæggerne af Bravo Tours, direktør Peder Hornshøj, siger i samme pressemeddelelse:

”At en konkurrent ønsker at købe vores virksomhed opfatter Bravo Tours således, at vi er en attraktiv forretning, der kan tjenes penge på. Men vi er midt i et spændende nordisk samarbejde i en positiv udvikling med økonomisk sunde partnere. Og det har ingen af os lyst til at forlade.”



Ved offentliggørelsen af den nordiske fusion for et halvt år siden, lovede Bravo Tours nye rejsemål. ”Det har vi indfriet med vores nye vinterkatalog, der bl.a. indeholder nye rejsemål i Det fjerne Østen,” siger Peder Hornshøj.



Bravo Tours blev etableret i 1998 af Henrik Søndergaard og Peder Hornshøj. Selskabet er vokset fra 12.500 gæster i 1999 til 90.000 gæster i 2005, det forventer 105.000 i år – og har 110 medarbejdere i ind- og udland.



I juli 2005 blev Bravo Tours en del af en stærk nordisk rejsekoncern med islandske Andri Ingólfsson som hovedaktionær. Koncernen omfatter desuden svenske Solresor, norske Solia og islandske Heimsferdir.



I forbindelse med sammenslutningen afhændede Bravo Tours ejere deres aktier til moderselskabet.

Bravo Tours adm. direktør Peder Hornshøj og business direktør Henrik Søndergaard er fortsat daglige ledere af Bravo Tours.

Bravo Tours havde i seneste regnskabsår et overskud på 34 millioner kroner.



I fredags sagde Apollos adm. direktør, Jan Lockhart, bl.a. til Børsen: “Vi skal udvide vores samlede skandinaviske forretning på vegne af Kuoni, og der mener vi, at Bravo Tours og STS Solresor passer godt ind. Det vil naturligvis afhænge af, hvad de vil have for virksomhederne.”



Det vil i givet fald ikke være første gang schweiziske Kuoni går på indkøb i Herning. Det skete også da Alletiders Rejser kom til verden.

Skrevet af