Ikke nye krav til sikkerhedskontrollen i København

Ventetider i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn har i den forløbne uge skabt betydelige køer. I enkelte tilfælde har ekspeditionstiden været oppe på over en halv time. Derfor rådes passagererne til at komme mindst to timer før flyafgang.



“Det er nye EU krav om sikkerhed i europæiske lufthavne, og det vil koste 200 ekstra ansatte i Skandinaviens største lufthavn i sommerens højsæson,” har det fra flere sider været hævdet. Blandt andet her på vores hjemmeside



“Det første er forkert,” siger sikkerhedschef Keld Zülow fra Statens Luftfartsvæsen til Take Off. “Der er ikke kommet nye regler, og EU har som følge heraf heller ikke stillet nye og anderledes krav. Og i hvilket omfang indsatsen vil kræve flere ansatte, kan jeg vanskeligt bedømme,” fortsætter han.



“Et sikkerhedscheck består af en masse komponenter fra scanner, over porten til håndsøger og kropsvisitering. Det er en helhed, hvor der i hvert enkelt tilfælde er tale om en vurdering.”



“Skal det forstås på den måde, at ventetiden ville være betydeligt kortere, hvis personalet i Kastrup var lidt mere rutineret ?”



“Selvfølgelig har Københavns Lufthavn måttet ansætte en del nye i sikkerhedskontrollen de seneste par år. Men, men generelt har lufthavnen mange dygtige og rutinerede sikkerhedsfolk. Og når først metodikken er kommet godt ind på rygraden af alle, er jeg overbevist om, at ventetiden kommer ned.”



“Skal vi til at tage skoene af ?”



“I almindelighed nej.”



“Hvad med jakken. Skal den af i fremtiden ?”



“Det kommer an på så meget. Men, generelt nej. Navnlig her i sommerperioden, hvor der er tale om lette sommerjakker. Men det kræver en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.



Selv bruger jeg den metode, at jeg på vej mod kontrollen lægger alle mønster, nøgler, mobiltelefon, visitkortholdere og andre løse genstande i lommerne på min jakke. Ved kontrolstedet tager jeg jakken af og lægger den i karton på båndet.



På den anden side af scanneren, tager jeg jakken på igen, og skal ikke stå og fiske forskellige genstande op igen. Med risiko for at glemme noget.



Jeg kan kun sige, at det hele ikke er nær så dramatisk, som det er blevet fremstillet. Vi er i dialog med lufthavnens ledelsen om fremtiden,” slutter Keld Zülow.

Skrevet af