Debat: Der er busrejser, og der er busrejser

Af Søren Riis, adm. direktør, Riis Rejser, og Heidi Maak, adm. direktør, 65-Ferie



Tak til Ejvind Olesen for sin tro på busrejserne i pakkerejseform. Den rene chartertransport med non-stop kørsel i bus til Sydspanien er der ikke mange, der tror på. Det er også en barsk oplevelse.



Men pakkerejsen med 4-stjernet turistbus og alt inkluderet – hvilket nu (igen) er blevet sidste modeskrig i rejsebranchen – har selvfølgelig sin berettigelse og en fremtid.



I bund og grund er alle selskabsrejser en busrejse. Det er kun et spørgsmål om transportformen til det første destinationshotel. Vel fremme på rejsemålet foregår transporten alligevel i bus, og så er det da smart at have sin egen 4-stjernede turistbus med i stedet for at køre udflugt i ældre lokalbusser, der ikke har nær den samme komfort.



Til lidt nærmere rejsemål i Europa er busrejsen en rigtig god ide. Gæsten hentes tæt ved sin bopæl og skal ikke først til lufthavnen. Gæsten skal ikke møde 2-2 1/2 timer før afrejse og stå i uendelige køer. Gæsten skal ikke transporteres fra destinationslufthavnen i lokale transferbusser til et hotel, der kan ligge mange timers kørsel væk.



Hos Riis Rejser og 5&60 Ferie tror vi på, at busrejserne er kommet for at blive. Vi udvikler produkterne løbende. Flodkrydstogter, hvor den danske bus benyttes til udflugter i land, er et af de nyere produkter.



Søren og Jacob Riis er et par unge ambitiøse herrer, der allerede er meget kendte for deres gode busrejser. Heidi Maak har netop ved årsskiftet sat sig i chefstolen hos 5&60 Ferie.



Alle 3 repræsenterer den yngre del af befolkningen, og havde vi ikke troet på, at busrejser har en fremtid på rejsemarkedet, havde vi nok ikke sat os i førersædet for denne del af branchen.



Kundernes gennemsnitsalder ligger på samme niveau som for både 10 og 15 år siden hos Riis Rejser og 5&60 Ferie.



Ingen af os tror, at vi skal have den yngre generation med i stor stil, men der kommer altså hele tiden nye gæster til. Produkterne har fulgt med tiden og lever op til de krav moderne mennesker stiller. Kvaliteten er i top med dygtige chauffører, veluddannede rejseledere og et gennemtænkt program.



Det er muligt, at nogle selskaber ikke ser samme udvikling, men hos os er der ingen tegn i sol og måne på, at vi er på vej ud af rejsebranchen.

Skrevet af