Rejsebureau dømt for at snyde sine gæster



Hvis man har betalt for at bo i dobbeltværelse, vil de fleste forvente, at man indkvarteres i et værelse med to senge eller én dobbeltseng. Men sådan gik det ikke for en flok unge, der i fjor besluttede at holde ferie ved det bulgarske feriested Sunny Beach. Rejsen blev købt hos det københavnske rejsebureau UpTours.



De 10 unge bestilte i foråret rejsen sammen og betalte i alt knap 45.000 kr. for sommerferierejsen med indkvartering i fem dobbeltværelser på Hotel Condor med kvartpension, skriver fpn.dk



De 10 danskere blev ved ankomsten til hotellet fordelt på de fem dobbeltværelser, men senere på ankomstdagen krævede hotelpersonalet pludselig op, at to personer forlod deres værelse – for bureauet Uptours havde overbooket værelserne, så nu måtte de ti personer kravle sammen på fire dobbeltværelser i stedet for fem.



Dermed blev der i to af dobbeltværelserne lavet en ekstra opredning på en vakkelvorn drømmeseng, således at der på to af de bestilte dobbeltværelser nu skulle sove tre personer. Og flere af de øvrige rejsedeltagere måtte finde sig i, at en ekstra person på værelset hele ugen.

De klagede til UpTours, som nægtede at tilbagebetale pengene.



Derfor blev sagen sendt til Rejseankenævnet, som nu har behandlet klagen. Og nævnet fastslår, at man ikke ustraffet behandler hotelgæster på den måde – de unge skal have, hvad de har betalt for, derfor har Ankenævnet besluttet, at Uptours skal tilbagebetale 8.000 kr. til de unge mennesker.



Hvad Uptours mener om sagen, må ankenævnet gisne om – bureauet har konsekvent nægtet at svare på ankenævnets henvendelser under sagsbehandlingen.

Skrevet af