Det er købers marked i hotelbranchen

I årets første halvår faldt den gennemsnitlige belægning på de københavnske hoteller ca. 20 % til omkring 55 %, siger Karim Nielsen, direktør for Danmarks største hotel, Radisson Scandinavia i København med 542 værelser.



”Markedet i København er nede. Vi kan mærke det på firmaaftalerne; der kommer færre gæster, mange virksomheder har fortsat rejsestop. Der er færre kongresser, møder osv.,” siger Karim Nielsen og tilføjer:



”Krisen har lært hotelgæster at kigge på prisen. Vores hotel får stadig flere bookinger via hotelsøgemaskiner, hvor også forretningsrejsende pløjer rundt. Det drejer sig mere end nogensinde om værelsesprisen, ikke antal af hotelstjerner.”



”Årets eneste lyspunkt bliver FN’s klimatopmøde til december, men vi har næppe set det værste; første halvdel af næste år kan blive værre. Navnlig bliver det svært for hotelkæder, som bygger hoteller og samtidig har økonomiske vanskeligheder,” siger Karim Nielsen.



Der er heller ikke megen optimisme hos hotelgruppen Arp-Hansen, som med ni hoteller og 1.719 værelser er størst på det københavnske hotelmarked. Koncerndirektør Dorte Krak siger:

”Forretningskunder sparer. Der er stadig overnatninger, møder på hotellerne – men på et lavere niveau. Hvis et møde sidste år varede tre dage, er det nu skåret ned til en dag – og overnatningerne kan være sparet væk.”



København har i dag ca. 10.000 hotelværelser inden for Valby Bakke. Det tal vokser de næste to år næsten 30 %.



I alt er der 2.800 nye hotelværelser på vej.



I denne uge åbnede første del af Danmarks snart største hotel, to-stjernede CabInn Metro i Ørestaden. I første omgang med 300 værelser, resten af de i alt 710 følger til september hos lavpriskæden.



Til oktober i år åbner Arp-Hansen 510 værelser på nye Hotel Wake Up på Kalvebod Brygge, og til november er Crowne Plaza klar med 366 værelser i Ørestad.



Næste år får Arp-Hansen et Tivoli Hotel med 402 værelser i sit kompleks på Kalvebod Brygge og i marts 2011 er Bella Center klar med 814 værelser, i hvad der bliver Nordens største hotel.



”Placeringen af hoteller er vigtig. Nu får København for første gang hoteller ved de store kongrescentre, Bella Center og vores ved Kalvebod Brygge fra næste år. I starten giver de mange tusinde nye hotelværelser i København ubalance, men på sigt betyder de, at København kan tiltrække større kongresser end i dag,” siger Dorte Krak fra Arp-Hansen.



Arp-Hansen gruppen har tilladelse til et tredje hotel ved Kalvebod Brygge, ”men der går et par år,” siger Dorte Krak. Ligeledes har kæden option på at bygge et hotel med ca. 500 værelser tæt på Marmormolen ved Langelinie – men det bliver tidligst i år 2012-13.





HB

Skrevet af