Nationalparker har kun ringe betydning for turismen

Turisterne var simpelthen kommet alligevel, skriver Thisted Dagblad.



I en undersøgelse om nationalparker som økonomisk faktor, foretaget af det tyske miljøakademi (Akademie für Umweltforschung), har det vist sig, at det kun har været afgørende for ni procent af turisterne, at området de besøgte var en nationalpark. På den anden side har 61 pct. angivet, at nationalparken slet ikke spillede nogen rolle i forbindelse med valget af deres feriested.



Ifølge det tyske miljøakademi hænger det sammen med, at en nationalpark – udover den miljømæssige aspekt – først og fremmest er et brand, der kan øge kendskabet til et udpeget område.



Og her har det spillet ind, at vadehavet i forvejen har været et yndet feriested.



I en rundspørge blandt feriegæster ved nationalparken i vadehavet, der er foretaget af Dresdens tekniske universitet, blev det endvidere afsløret, at kun 1,4 pct. af de overnattende gæster var blevet væk uden en nationalpark.



Thys turistchef, Betty Boesen, mener ikke, at de tyske undersøgelser kan bruges i Thy.



– Jeg mener slet ikke, at vi kan sammenlignes med det tyske vadehavsområde. Derimod mener jeg, at nationalparken vil gøre Thy mere kendt underfor landets grænser. Flere vil få øjnene op for, at vi har Danmarks eneste nationalpark. Og det vil tiltrækker flere turister, siger hun.



Betty Boesen henviser til statusrapporten, der blev foretaget af Midt-Nord Turisme i forbindelse med forarbejdet til nationalparkprojektet i Thy.



På baggrund af en spørgeundersøgelse blandt 7000 repræsentativt udvalgte tyskere svarede 10 pct. af de potentielle Danmarksturister, at de ”temmelig sikkert” vil besøge en nationalpark under deres rejse.



– Jeg mener desuden, at Nationalpark Thy kan være det varemærke, der kan få turisterne til at dreje fra motorvejen. Om de så kommer fra Tyskland eller Norge. Når de først har været her så kan de jo se, at Thy er anderledes end Søndervig eller Løkken, siger Betty Boesen.


Skrevet af