Dagens kommentar

Naturligvis har karikatur-krisen, terror i Egypten og Tyrkiet og den generelle uro i Mellemøsten påvirket turisternes valg af vinterens rejsemål.

Foreløbig kender vi de svenske tendenser, men ikke de danske. Traditionelt afviger de ikke meget.

Skandinaver, der gerne vil have sol på maven midt i den nordiske vinterkulde, søger atter mod f.eks. Gran Canaria, der kan glæde sig over en genfødsel.

Her i det toldfri paradis er europæiske turister sikre på det vi sukker efter – sol og varme. Og så uden risiko for bomber eller andre uforudsete ulykker.

Men vigtigere er måske, at skandinaverne også for alvor vender tilbage til Thailand.

Den smilende, gæstfri befolkning og de hvide strande lokker forståeligt solhungrende svenskere, danskere og nordmænd.

Det forbavsende er at tænke på, at det er mindre en tre år siden, at en flodbølge slog tusinder af mennesker ihjel og lagde store dele af ferieparadiserne i Thailand øde.

Det fortæller, at selv de største tragedier hurtigt går i glemmebogen. Ikke hos de familier, der er direkte berørt. For dem er tabet af ægtefælle, børn, forældre eller børnebørn en livsvarig sorg. Men for os andre, der kan vise medfølelse, alligevel hurtigt søger tilbage til de vante mønstre.

Og når nye tragedier udspiller sig på nogle destinationer, bestiller vi rejser til de områder, hvor vanskelighederne ikke er aktuelle

Det er dejligt, at Thailand igen kan blive en magnet. Og en ny flodbølge er selvfølgelig helt usandsynlig. Tilmed er varslingssystemerne stærkt forbedret. Så skulle ulykken være ude, er der grund til at tro, at den ikke vil få det omfang som sidst.

Men for de feriemål, der har det svært i denne tid og må notere mistede markedsandele, giver det også samtidig grund til forhåbning om, at efter en periode uden Muhammed-strid, afbrændte Dannebrog og ambassader og meningsløs terror rettet mod udenlandske gæster, vil også f.eks. de islamiske lande igen blive populære.

For også de rummer en venlig og gæstfri befolkning, dejligt klima, gode strande, spændende mad og priser på ferieluksus, hvor vi alle kan være med.

Pendulet svinger. Nu til gavn for Kanarieøerne og Thailand. Om et år eller to til fordel for f.eks. Middelhavets islamiske lande.

Skrevet af