Dansk incomingbureau køber udenlandsk kollega

Aronda Tours i schweiziske Basel skifter 17. juli ejer, når Lene og Jens Veinos incoming- og MICE-bureau Our Agent/Scandinavian Image overtager rejsebureauet. Prisen for Aronda ønskes ikke oplyst.



Sælgeren af Aronda er den norske ITG-gruppe, som tidligere i år solgte bureauerne Our Agent (leisure-incoming) og Scandinavian Image (MICE, møder, konferencer) til Lene og Jens Veino.



Lene Veino siger til Take Off, at Aronda bl.a. arrangerer europæiske rundture, også til Skandinavien.

”Med overtagelsen af Aronda kommer Our Agent til at stå strategisk meget stærkere, for så kan vi også tilbyde vore kunder leisure-arrangementer udenfor Skandinavien. Samtidig styrker vi indkøbssiden ved at kunne købe ind i fællesskab,” siger Lene Veino, direktør for Our Agent og Scandinavian Image.



Aronda, der omsætningsmæssigt er på størrelse med Our Agent, ca. 50 mio. kr. om året, har 12 ansatte.



Our Agent tiltrækker turister til Norden fra bl.a. Kina, Indien, Rusland, Sydkorea og Italien. Samtidig er Our Agent dansk agent for European Cruise Service, der håndterer krydstogtskibe.



I forvejen ejer Lene og Jens Veino ligeligt Larsen Hotel og Kroferie, hvor de hhv. er bestyrelsesformand og adm. direktør. Markedsføringsfirmaet repræsenterer 120 medlemmer i Danmark, Sverige, Tyskland og Island.

Skrevet af