Profil Rejser fik Rejsepris for Grønlandsprogram

For 17. gang har foreningen Danske Rejseskribenter udpeget årets prismodtager af Europæiskes Rejsepris. Prisen, der i år gik til Profil Rejser for at lære danskerne om feriemulighederne i Grønland, blev uddelt ved åbningen af Feriemessen i Bella Center i fredags.



I komiteens begrundelse for at tildele Profil Rejser prisen hedder det bl.a.: ”Bredden i tilbuddene gør det muligt at opleve den storslåede natur med indlandsis, dyreliv og et vejr så skiftende, at det i sig selv næsten er naturstridigt at være rejsearrangør.




Der findes andre som også har Grønland på programmet, men Profil Rejsers udbud gør det muligt for den ganske almindelige forbruger at vælge en passende tur til et af verdens smukkeste lande med kyndige rejseledere. Og med den

nødvendige respekt for naturen og den lokale befolkning.




Turismen i Grønland sælger ikke sig selv, men adm. direktør Jahn Schapiro i Profil Rejser og hans stab har bidt tænderne sammen og ser i år ud til at skulle sætte rekord med danske turister til Grønland. Otte års indsats har ikke været forgæves,” hed det bl.a. i motivationen.



I sin takketale under frokosten i Bella Center for bl.a. medlemmerne af rejsejournalisterne og rejsebranchefolk, sagde Jahn Schapiro bl.a.: ”Jeg er glad for at prisen kommer fra rejsejournalisterne. Ikke mange her i forsamlingen har været i Grønland, for det er svært at få fribilletter…




Greenland Tourism er mig bekendt eneste turistkontor som har formået at samle konkurrenterne, selv om der ikke er mange, til en fælles markedsføring af destinationen,” sagde Jahn Schapiro og tilføjede ”man kan ikke lave ordentlige rejser til Grønland uden grønlænderne.”

Skrevet af