Nedskæringer koster sikkerhed



Nedskæringerne hos de danske flyselskaber har bl.a. ramt flymekanikerne, som tidligere stod for at tjekke flyet grundigt, inden det blev sendt på vingerne. I dag er store dele af preflight tjekket overtaget af piloterne, og der er skåret ned på forberedelsestiden. Det skriver B.T.



”Piloterne må ikke møde mere end en time før afgang. På den time skal man nå at briefe kabinepersonalet, lave brændstofberegninger, tjekke vejrmeldinger, transportere sig ud til flyet, tjekke flyet udvendigt inden afgang. Det kan man ikke nå, og det er et problem, siger Jørn Heilberg, tidligere pilot i Sterling.



Han blev afskediget, da han insisterede på, at der var brug for mere forberedelsestid.



”Flyselskaberne får hvert år mange forslag til, hvordan de kan forbedre sikkerheden, men de undlader at tage aktion, fordi det koster penge. Men det får man aldrig selskaberne til at indrømme. Og hvis man samtidig offentligt påstår, at man gør alt for sikkerheden, så forekommer det hyklerisk.



Henrik Nipper,formand for de danske flymekanikere hos Dansk Metal, bekræfter, at sparekravene har ramt hensynet til passagerernes sikkerhed, da piloterne har overtaget mange af de sikkerhedstjek, som tidligere lå hos flymekanikerne.



Statens Luftfartsvæsen tog sidste år fat i de danske flyselskaber, fordi der blev indrapporteret en stigning i fejl og mangler med sikkerhedstjek, når et passagerfly var på vingerne.



”Der var en klar tendens til, at piloterne i højere grad ikke fik tjekket nogle sikkerhedsprocedurer i luften, som at tjekke landingsudstyret eller flaps på vingerne. Det indskærpede vi overfor selskaberne,” siger Thorbjørn Ancker, kommunikationschef hos Statens Luftfartsvæsen.


Skrevet af