Kommentaren/Spidsen

Det er ingen hemmelighed, at Folketinget ikke ligefrem vader i politikere med interesse for turisterhvervet.



Det er stadig CD`eren Arne Melchior, der nævnes blandt branchefolk.



Lidt fattigt, fordi den aldrende oratoriske begavelse gik af som minister for tolv år siden.



Men med den radikale Johs. Poulsens valg til Folketinget kan der skimtes et håb om, at i det mindste et medlem af Folketinget tager et af landets vigtigste erhverv alvorligt. Lykkes det ham for alvor at sætte fokus på turistbranchen, vil det i sig selv påkalde interesse i de andre partier og krav til deres turistordførere om også at markere sig.



Måske vil det enkelte parti pålægge MF`ere med en vis gennemslagskraft at bestyre dets turistpolitiske profil.



Når det er muligt at fæstne lid til Johs. Poulsen er det blandt andet fordi, at han formåede at bryde igennem til medierne – både som kommunalbestyrelsesmedlem (først for SF siden for radikale) i Herning og formand miljøudvalget i Kommunernes Landsforening.



Han er en rutineret politiker med stort personligt netværk og han er født, valgt og opvokset i et af dansk turismes mekka`er Vestjylland.



Han ved derfor, hvad han snakker om og kender turistbranchens behov.



Johs. Poulsen bakker turistbranchens kritik af de seneste mange års nedskæringer af bevillinger til den internationale markedsføring.



Og han gør det på baggrund af triste, tørre kendsgerninger og deres konsekvenser.



Det er muligt, at regeringen og Folketinget vil overlade det til erhvervet selv at sikre tilstrækkelige midler til markedsføring og ikke ser det som en offentlig opgave.



Imidlertid er det en utopi.



Virkeligheden er jo, at konkurrenterne til VisitDenmarks konkurrenter i andre lande får øgede midler til rådighed.



I modsætning til mange andre erhverv strækker turisterhvervet sig fra iskagemanden på havnen i Snogebæk til de største internationale turistkæder.



Et fodslag om markedsføring kan aldrig findes. Og i den sammenhæng er det selvfølgelig et problem, at nogle af de allerstørste aktører er internationalt forankrede med lige stor interesse i at leje biler ud, sælge hotelsenge eller flybilletter i Ungarn, Thailand eller Mexico som i Danmark.



Regeringen bliver derfor nødt til at træde i karakter og påtage sig en større markedsføring af Danmark som turistmål.



Men for at det skal ske, er parlamentarisk pres nødvendigt. Lad os se om Johs. Poulsen rummer drivkraft til at gøre turistpolitik til et politisk ressort, der vækker interesse – både i medier og på Christiansborg.



Han har i hvert fald forudsætningerne.


Skrevet af