Nu kan vi igen slappe af

I kerneområder som Vestjylland og på Bornholm er noteret en markant stigning i udlejning til vore sydlige naboer.

Dermed kan turistbranchen igen leve i tryghed for fremtiden, når den aktuelle indtjening synes at følge stigningstakten for det øvrige danske erhvervsliv. Hvorfor dog bekymre sig om fremtiden, når det nu går godt i nutiden? Novasol/Dansommer kan f.eks. glæde sig over ni procent fremgang alene i det jyske. Altså ingen ko på isen.



Nu er der meget få sikre prognoser om udvikling i samfundsøkonomi. Men en ting er sikkert. Der vil komme udsving og tilbageslag, som det er sket siden Arilds dage. De seneste mange års stagnation i Tyskland kom bag på alle. Og den aktuelle krise mellem Danmark og den islamiske verden kom som et lyn fra en klar himmel. Frustrationer og vrede udløst af en håndfuld tegneres kreativitet på et stort dansk dagblad. Nye begivenheder kan give nye udslag. Det er derfor nu, der skal tænkes nyt.



Desværre har regeringen jo afsløret, at der ikke er mange ambitioner på det danske turisterhvervs vegne. Milliarderhvervet turisme sorterer fortsat under en minister, der har en lang række andre opgaver, som han finder vigtigere. Siden Arne Melchior fik et selvstændigt ansvar for turisterhvervet har ingen fremtrædende politiker haft engagement og gennemslagskraft til at sætte denne store industri på dagsorden.



Trist nok. Og så bliver de gode tider nemt en utidig sovepude. Tænk hvis nu Danmark rådede over fremsynede folketingsmedlemmer og ministre, der ville gøre noget for turismeerhvervet, og branchen samtidig brugte tiden til at tænke fremad. Med blikket rettet mod de millioner og atter millioner fra Kina, Indien, Sydamerika og Rusland som skal ud i verden som turister – til konferencer, for at spille golf, lære historien at kende, nyde kunst, kultur og seværdigheder – er det nødvendigt med fremsyn. Hvordan får vi dem til at komme til Danmark? Det skal politikere og branche bruge de gyldne tider – nu også med tyskere – til at fundere over.


Skrevet af