Flypassagerer på dyre omveje

6 % af de kilometer, passagerfly flyver i europæisk luftrum, kunne spares, hvis flyene kunne vælge den mest direkte rute. Det skriver bladet Ingeniøren på baggrund af ny rapport fra EU’s organisation for flyvekontrol, Eurocontrol, oplyser epn.dk



En gennemsnitlig europæisk flyvetur er 50 km. længere, end den behøvede, hvis der blev fløjet i fugleflugtslinie. Det giver på årsbasis til 440 mio. ekstra km i luften for passagerfly over Europa og en årlig ekstraregning for flyselskaberne på 16,5 mia. kr. samt at atmosfæren belastes med ekstra næsten fem mio. tons CO2.



De værste områder med omveje er i Nordfrankrig, hvor de militære øvelsesområder ligger tæt.



”For os med mange ruter til Sydeuropa, er det dybt frustrerende, at de lukkede områder sender os ud på omveje. Frustrationerne bliver større af, at de lukkede militærområder tit er ubenyttede og kun i begrænset omfang kan benyttes af civil lufttrafik. Når vi optimerer vores brændstofforbrug, gør det ondt at se, hvor meget vi må smide ned i det store hul pga. de militære omveje,” siger Sterlings flyvechef, Claus Gammelgaard.



I maj sidste år sagde MyTravel Airways’ adm. direktør, Tom Clausen, til Take Off, at ”Europa kunne spare op til 13 % af flyenes C02-forurening – men de europæiske politikeres nationale særinteresser gør miljøet til den store taber.”

Direktøren for Skandinaviens største charterflyselskab, var utilfreds med, at det ikke er lykkedes at få en ”Single European Sky”– som i USA.

Dermed kunne flyene over Europa flyve mere direkte – frem for at zigzagge i korridorer, det giver længere flyvetid og dermed mere forbrug af brændstof.



I USA koordineres al flytrafik fra én Air Traffic Control-organisation – der er 47 ATC’er i Europa.

USA’s luftrum er på 9,8 mio. km2, det europæiske 10,5 mio. km2.

Skrevet af