Fremgang for turismen på verdensplan

Det ser lysere ud for den internationale turisme. Selv om verdens økonomi stadig er på lavblus, kan turismen forvente en fremgang de kommende måneder. Og turismen i Europa har – sammen med Mellemøsten – størst grund til optimisme.



Det fremgår af et turismebarometer fra WTO (World Tourism Organization) på grundlag af bedømmelser fra 100 internationale turismeeksperter. De gav ret pessimistiske prognoser for udviklingen i turismen for årets første fire måneder – primært pga. Irak-krigen og SARS. På en skala fra 1, (“meget værre”) til 5 (“meget bedre”) og med 3 som “uforandret”, blev verdens turisme under et bedømt til 2,8. For perioden maj til august er dette tal steget til 3,6.



For Europa var bedømmelsen for årets fire første måneder 2,5 – men er for den følgende fire måneder steget til 3,8.




Med SARS under kontrol og ophør af de direkte krigshandlinger i Irak, er de europæiske turisters “vente og se tiden an-” indstilling ved at vende, så udsigterne for Europa de kommende måneder ifølge WTO er “reasonable to good”.



Det asiatiske marked, der var hårdt ramt af SARS, står også til en fremgang – og det samme gør Mellemøsten.



Derimod kan Amerika under ét forvente tilbagegang. Det er især USA, der pga. terrortrusler og økonomisk usikkerhed kan spås tilbagegang – hvorimod Sydamerika kan se frem til bedre tider. Også Afrika må belave sig på en lille tilbagegang, ifølge barometret fra WTO.

Skrevet af