Skattelettelser giver rejseboom

Kommende danske skattelettelser eller ej: voksende rejselyst har fået de store charterbureauer til at indsætte ekstra sommerkapacitet.



De seneste uger har MyTravel-selskaberne i Danmark solgt over 30% flere rejser end samme periode sidste år – til samtlige rejsemål. Derfor indsætter Spies og Tjæreborg ekstra sommerkapacitet til Mallorca, Cypern, Tyrkiet og Bulgarien. Især er der rift om rejser fra København og Aalborg.



Adm. direktør Bjarne Hornbek fra rejsevarehuset MyTravel, siger, at de sammenlagt 6.500 ekstra rejser er en reaktion på regeringens positive forbrugsudspil.



Også Star Tour, Danmarks største rejsearrangør, melder om øget efterspørgsel og udbyder derfor 5.000 ekstra rejser som følge af regeringens forårspakke.




Star Tour indsætter ekstra fly til Bulgarien og hæver kapaciteten på selskabets flyvninger med Sterling fra 148 til 189 pladser på en del afgange til Alanya, Gran Canaria, Mallorca og Kreta.



”Regeringens bebudede skattelettelser til sommer vil sætte endnu mere skub i efterspørgslen på rejser. Vores erfaringer viser, at udlandsrejser er noget af det første, der tænkes på, når der bliver luft i privatøkonomierne. Det er også det billede danskerne tegner i medierne i disse dage, når de bliver spurgt om, hvad skattelettelsen skal bruges til,” siger Star Tour Danmarks salgsdirektør, Stig Elling.

Skrevet af