Flyselskaber klar med billigbilletter efter flykrak

Ikke overraskende krakkede slovakiske SkyEurope i går – selskabet har været i kontrolleret betalingsstandsning i nogle måneder og blev for nylig sat på porten i Wiens lufthavn pga. ubetalte regninger.



SkyEuropes krak fik i går Norwegian og CSA Czech Airlines til at tilbyde ”rescue-fares” til SkyEuropas strandede passagerer.



Norwegian tilbyder alle med SkyEurope-billetter på København-Prag eller Prag-København at købe billet med Norwegian til særlig ”rescue fare” på 50 euro, ca. 370 kr., oplyser Norwegian.



Rescue fare-perioden løber frem til 11. september. Det betyder, at passagerer med Sky Europe-billetter med rejsedato til og med 11. september, kan købe billetter til denne rute til den særlige ”rescue fare” inden 11. september. Rejsen skal også foretages senest 11. september. Der tages forbehold for, at der er plads på Norwegians flyvninger.



Berørte SkyEurope-passagerer skal ringe til Norwegians kundeservice i Danmark på 70 80 78 80 og oplyse deres SkyEurope referencenummer.



SkyEurope fløj ved sin konkurs bl.a. fire gange om ugen fra København til Prag og to gange ugentligt til den slovakiske hovedstad, Bratislava.



Også CSA Czech Airlines tilbyder redningsbilletter til SkyEurope-passagerer for 50 euro.



Her skal passagererne ringe til CSA’s billetkontor eller selskabets call center på telefon: +420 239 007 007. Passagererne skal bl.a. have gyldig SkyEurope-billet og bookingnummer.



Passagererne kommer så på venteliste til førstkommende CSA-flyvning til den bestilte SkyEurope-destination. Tilbuddet omfatter bl.a. mellem Prag og København.



Tusindvis af passagerer menes berørt af SkyEuropes krak.



At SkyEurope var i økonomisk uføre havde der længe været tegn på – bl.a. har danske rejsende berettet, at de ikke fik penge retur, når selskabet aflyste flyvninger.



Mens SkyEurope også fløj fra Wien, Prag og Bratislava havde det 55 ruter til 33 destinationer i 16 lande.

Skrevet af