Boom i valg af dyre hoteller







Størst er udbuddet af vinterens luksushoteller i Thailand (12 af i alt 28 tilbudte luksushoteller), men også på Gran Canaria og Tenerife bygges der stadig flere femstjernede hoteller.



”Specielt på vinterrejserne til Det Fjerne Østen er interessen for luksushoteller hastigt stigende – og der må gerne stå Hilton, Amari Emerald eller Evason på hotelfacaden. En pris på 15.000-18.000 kr. for 14 dage i Phuket virker ikke afskrækkende på rigtig mange”, siger direktør Jan Vendelbo fra Spies, der de seneste år har bemærket, at danskerne generelt er gået en stjerne op i hotelvalg fra 3 til 4 stjerner.



En anden ny hoteltrend er den, at modenavne som Versace, Armani og Bulgari skaber egne hoteller.



Giorgio Armani vil således bygge et luksushotel i Dubai (pris 5,5 mia. kr.). Siden følger hoteller i Milano, London, Tokyo og New York. Og italienske Donatella Versace har Versace-hoteller i Dubai og på den australske guldkyst, indrettet i Versace-stil og med egen mærkebutik. Også Moschino bygger et hotel, der står færdig næste år i Milano.



Det er dog tvivlsomt, om disse hoteller vil blive specielt efterspurgte fra danske gæster.



”Jeg er sikker på, at de fleste danskere hellere vil betale for et par smarte solbriller fra Moschino end for en nat på deres hoteller. Der findes i dag så mange fine designhoteller – frem for alt i hovedstæderne, der har den samme hip-faktor men til en langt lavere pris,” siger Jan Vendelbo.



Spies åbner desuden selv eget designhotel i høj kvalitet, SunPrime Resort & Spa, på Gran Canaria den kommende vinter.

Skrevet af