Mallorca skal også opleves uden for øens hotelområder. Det finder stadig flere danskere ud af, og derfor lejer ca. 30 pct. af alle Mallorca-gæster en feriebil samtidig med, at rejsen bookes. Det viser en opgørelse, som Tjæreborg Rejser har lavet.
”På ca. 10 pct. af alle vores Mallorca-bookinger er der bestilt en bil i tre eller flere dage. Og da der på hver booking i gennemsnit er tre rejsende, ender procentsatsen på ca. 30 pct. Dertil kommer så de, der lejer bil, når de ankommer til rejsemålet, siger informationschef Torben Andersen fra Tjæreborg Rejser.
Næst efter Mallorca lejer Tjæreborg-gæsterne helst bil på Kreta, Rhodos, Gran Canaria eller Tenerife.
I øvrigt skal man være varsom med at trykke for hårdt på speederen på Mallorca denne sommer. Trafikmyndighederne har netop fordoblet antallet af transportable hastighedsradarer, som vil blive brugt på motorveje og landeveje. Bøden for en hastighedsoverskridelse vil ligge mellem 300 euro (2.240 kr.) og 600 euro (4.480 kr.).
Samtidig har man fokus på spirituskørsel og brugen af håndholdt mobiltelefon. Bruger man mobiltelefonen under kørslen, koster det 300 euro (2.240 kr.) i bøde.

STANDBY.DK Nyt om rejser

