Verdens største krydstogtskib på 225.000 bruttotons er ved at tage form på det finske værft i Åbo. Genesis-modellen skal være færdig næste år. Det bliver ca. 50 procent større end de nuværende største skibe i Voyagerklassen, hvoraf den sidste Independence, præsenteres for rejsebranchen i Oslo på tirsdag.
I dag er der pressemøde i New York, hvor rederiet vil løfte noget af sløret for, hvordan Genesis bliver indrettet, men en hel del er allerede afsløret i dagens udgave af USA Today.
Den kendte promenade bliver dobbelt så lang og dobbelt så høj og øverst oppe åbnet mod himlen. Nede på dækket bliver indrettet en slags Central Park med blomster og buske og mindre træer samt stribevis af indendørs- og udendørs restauranter.
“Vi kan sagtens klare tropiske regnskyl alligevel gennem en meget fin teknisk indretning,” siger talsmanden.
Der bliver 254 indvendige kabiner ud mod promenaden. Det er også systemet i dag, men nu med den forskel, at de får balkoner ud mod promenaden og den friske luft øverst oppe. Restauranterne omkring området, der bliver seks, får både indvendig og udvendig servering. Det bliver både med eksklusiv servering og den mere almindelig kendte.
Hvem skal nyde alle herlighederne? Det skal 5.000 passagerer og omkring 2.000 ansatte.
-ejv

STANDBY.DK Nyt om rejser

