H. P. Andersen startede i Øster Linde Rejser i oktober sidste år, og dengang var det planen, at han skulle være ankermand på bureauets nye satsning med flyrejser i eget regi. Det var især bureauets satsning med indchartring af egne fly, der dannede baggrund for ansættelsen.
”Jeg forlader Øster Lindet i den bedste stemning. Den 30. maj har jeg sidste arbejdsdag, og her skal jeg aflevere et oplæg til bureauets ledelse om, hvordan de fremover kan komme videre. Det glæder jeg mig til” siger H. P. Andersen til Stand By. Han understreger, at der således ikke ligger nogen bitterhed bag hans fratræden, der sker efter eget ønske: ”Jeg har nået et punkt i min tilværelse, hvor jeg ikke er nødt til at gå på arbejde af økonomiske årsager, men fordi jeg kan lide det. Og nogle gange må man bare konstatere, at der er forskellige idéer om, hvordan tingene skal udvikle sig. Og det har jeg taget konsekvensen af” siger H. P. Andersen til Stand By.
Øster Lindet Rejsers administrerende direktør, Kirsten Wichmann, siger til Stand By, at der ikke umiddelbart er udsigt til, at H. P. Andersens stilling i virksomheden bliver genbesat: ”Det var en nyoprettet stilling som nu er nedlagt igen, i hvert fald indtil videre. Så må vi se hvad tiden bringer” siger Kirsten Wichmann.

STANDBY.DK Nyt om rejser

