Danmark bør garantere lån til Femer-bro

Det mener transportordførerne for Venstre, De konservative og Socialdemokratiet, som på den måde håber at lokke de skeptiske tyskere til at acceptere brobyggeriet, skriver Jyllands-Posten.

”Venstre støtter, at Danmark påtager sig en større del af garantiforpligtelsen”, siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen og peger på, at den danske statskasse kan stå for 75% af lånegarantien til broen.

Transportminister Flemming Hansen har i måneder forhandlet med sin tyske kollega Wolfgang Tiefensee, og det har længe stået klart, at tyskerne ikke deler den danske begejstring for broen.
Jyllands-Posten erfarer, at regeringstoppen i København nu ser positivt på at lade den danske stat garantere for en væsentligt større del af de nødvendige milliardlån end tyskerne.

Flemming Hansens partifælle, transportordfører Henriette Kjær, er ligefrem villig til at lade den danske statskasse garantere for hele broanlægget.

Flemming Hansen, der ikke ønsker at kommentere de igangværende forhandlinger, ventes at drøfte sagen uformelt med Wolfgang Tiefensee under et transportministermøde i Sofia i dag og i morgen.

Skrevet af