Bo fornemt til lavpris

Hvis man booker i sidste øjeblik, kan man få op mod 75% rabat, men man skal kende fremgangsmåden, for det er ikke noget, luksushotellerne ligefrem annoncerer med, skriver svenske Dina Pengar.

For luksushotellerne gælder det først og fremmest om at få erhvervskunder. I weekender og lavsæson vælger hotellerne at sætte prisen kraftigt ned for at fylde værelserne – dog uden at reklamere med det.

”Hotellerne vil ikke vise, at de har så lave priser, men det er en udmærket måde at slippe af med de tomme værelser på”, siger Sofia Hagelin, markedschef i Resfeber.se, som for nylig lancerede den nye tjeneste ’Top Secret Hotels’.

For at få luksus til billige penge, må man vælge, hvilken europæisk by man vil besøge og bestille hotelværelse. Navnet på hotellet er hemmeligt, indtil bestillingen er bekræftet og betalt. 300 hoteller i Europa er med i samarbejdet, og interessen i Sverige er stor. Men priserne kan være meget varierede og svære at forudsige, eftersom det er hotellerne selv, som i hvert enkelt tilfælde sætter prisen.

”Størst chance for at finde et billigt luksushotel har man, hvis man bestiller 10-14 dage før de rejsedatoer, man er interesseret i og weekender er bedst”, siger Sofia Hagelin.

Der er flest hoteller i London. Her har fænomenet også eksisteret i over fem år. Et andet netsted, som lader dig bo på luksushotel til minipris, er Hotwire.com. De udnytter på samme vis de enkelte hotellers problemer med at få fyldt værelserne op.

Skrevet af