Kanalbyen Bartin er en overset tyrkisk perle, og det gør byens bystyre noget ved med et kæmpemæssigt byfornyelsesprojekt, som skal stå færdigt ved årsskiftet.
”Man har hentet inspiration fra Amsterdam og Venedig, fordi Bartin om de to europæiske storbyer er en kanalby. Meningen er, at turister skal kunne nyde det spændende byliv kombineret med sejlads på Bartin Floden,” fortæller kulturråd Vahit Karaali fra Tyrkiets danske kontor for kultur og turisme.
Bartin ligger 400 km. Fra Istanbul og nås let i bil ad fine veje.
Målet er at gøre Bartin Floden til en turistattraktion, hvor man langs de mange kanaler vil åbne caféer og butikker. Samtidig er man i gang med en større restaurering af både bymuseum og af de 216 traditionelle tyrkiske huse, som Bartin rummer. De imponerende huse er bygget af både træ og sten, og flere af dem bliver åbnet som museer.
I og omkring Bartin er der anlagt 15 kilometers kanaler, og via dem er der enestående muligheder for at nyde byen og naturen fra vandsiden. Man kan sejle i kano, trampe i pedalerne på vandcykel eller tage på roture.
Når man sejler fra Bartin og når ud til kysten ved Sortehavet, finder man den hyggelige oldtidsby Amasra, som er et af de højeste punkter langs Sortehavskysten. Herfra er der en uforglemmelig udsigt til både Sortehavskysten og ind over de Pontiske Bjerge.

STANDBY.DK Nyt om rejser

