Trafikministeren afviser bro mellem Gedser og Rostock

De Radikale og Dansk Folkeparti er kommet med et forslag om at bygge en bro mellem Gedser og Rostock, men det afviser trafikminister Flemming Hansen (K).

”Sommerballonerne fra politikerne er kommet tidligt i år. Det er en meget dårlig idé at lave en bro mellem Gedser og Rostock,” siger Flemming Hansen til Radioavisen. Til gengæld fastholder han regeringens planer om at opføre en Femernbro. ”Der er lavet beregninger, som siger, at der er seks gange så mange køretøjer over Femern, og EU-kommissionen har bekræftet, at Femern indiskutabelt er den rigtige løsning,” siger ministeren. Dette synspunkt deler man ikke hos de Radikale. ”En bro over Femern Bælt vil være gammeldags, mens en bro fra Gedser til Rostock vil åbne for hele Østeuropa. Derfor støtter den radikale folketingsgruppe op om sådan en bro,” siger trafikordfører Martin Lidegaard (R) til Morgenavisen Jyllands-Posten.

(Politiken, d. 5. juni, 2007)

Skrevet af