Verdens fem dyreste hotelsuiter

Det kræver mere end en god poker-hånd omkring spillebordet på hotellets kasino, hvis man skal kunne betale sig fra en enkelt overnatning i verdens dyreste suite, Two Story Sky Villa, som er en del af The Palms Hotel i spillebyen Las Vegas i USA. Prisen for de 900 kvadratmeter er knap 140.000 kr. pr. nat.

Det er Forbes, der har fundet frem til verdens dyreste hotelsuiter, hvor USA er i front, med to suiter i top 5, men også Schweiz har to suiter på listen.

”Verdens bedste suiter skal bare have en helt speciel service. Man skal have en dedikeret person som varter op hele tiden. Man kan lave verdens mest luksuriøse suite, men kommer ingen vegne hvis ikke serviceniveauet lever op til samme standard”, siger Joe McIerney, formand for amerikanske hotellers sammenslutning.

Her er Forbes bud på verdens fem dyreste suiter:
1) Two Story Sky Villa, The Palms Fantasy Suites, Las Vegas. Pris pr. Nat: 137.500 kr. Den samlede suite består af 900 kvadratmeter. Der er selvfølgelig eget pokerbord, sauna, swimmingpool, kæmpe udendørs terrasse og udsigt over ’The Strip’ i Las Vegas.

2) Bridge Suite, Atlantis Resort, Paradise Island, Bahamas. Pris pr. nat: 137.500 kr. Denne suite med ti værelser byder på formidable marmorgulve, en stor stue med franske døre der byder velkommen udenfor på den 250 kvadratmeter store terrasse. Der er vinduer fra gulv til loft med udsigt ud over Atlanterhavet.

3) Royal Penthouse, President Wilson Hotel, Geneve. Pris pr. nat: 126.500 kr. Sikkerhed og diskretionen er selvfølgelig i top med privat elevator og skudsikre vinduer. Den 1.700 kvadratmeter store suite er for gæsten, der er på udkig efter den bedste sikkerhed og det mest private ophold, der kan købes for penge. Stuen på 300 kvadratmeter har bl.a. et mahogni-spisebord med plads til 26 spisende gæster. Der er også billardbord og cocktail-lounge. Der er udsigt til Geneve Søen og Mont Blanc.

4) Hans Badrutt Suite, Badrutt’s Palace, St. Moritz. Pris pr. nat: 92.000 kr. Vi går fra den ekstremt store suite i Geneve til en decideret lille hyggelig suite på små 100 kvadratmeter. Marmor overalt, et flygel, plads til at holde et lille cocktailparty for vennerne og tre soveværelser med egne badeværelser i italiensk marmor. Herfra udsigt til floden – som også kan ses fra terrassen.

5) Presidential Suite, Mandarin Oriental, New York City. Pris pr. nat: 82.500 kr. Centralt beliggende på Manhatten. Fra det 260 kvadratmeter store værelse kan man nyde New Yorks skyline og Hudson Floden fra gulv-til-loft-vinduerne. Suiten skiller sig ud ved at være spækket med flot kunsthåndværk fra Afrika og Østen.

Skrevet af