Hellere over Kattegat end over Femern Bælt

Det viser en meningsmåling, som Epinion Capacent har foretaget. Befolkningen ser både større fordele ved en bro mellem Jylland og Sjælland og forudser, at de hyppigere vil krydse den end en bro over Femern Bælt, skriver Århus Stiftstidende.

Svarene kommer samtidig med, at danske og tyske embedsmænd prøver at få en endelig aftale om Femernbroen på plads – en aftale som transport- og energiminister Flemming Hansen med odds 60-40 tror på kommer i hus. Senest i næste uge.

Men ministerens lyst til at slå bro over Femern Bælt matcher ikke vælgernes behov. Meningsmålingen viser, at 56% af befolkningen er enig eller delvist enig i, at det er bedre at bygge en Kattegat-bro end en Femern-bro.

I Region Midtjylland har 8 ud af 10 den holdning. Faktisk synes kun 23% af den danske befolkning, at det er bedst at bygge en Femern-bro.

Transportministeren lader sig imidlertid ikke rokke af danskernes begrænsede begejstring:
”Regeringen arbejder som hidtidig på en fast forbindelse over Femern, men det ene udelukker jo ikke det andet. Femern-broen er brugerfinansieret og fortrænger derfor ikke et eneste andet anlægsprojekt”, kommenterer Flemming Hansen.

Ministeren vil først se på konklusionerne fra infrastrukturkommissionen, før han tager stilling til, om en Kattegat-bro på længere sigt er godt for Danmark.

Skrevet af