Flere klager over rejsen

Ifølge Rejse-Ankenævnets statistikker blev der i 2006 registreret 527 klagesager svarende til en stigning på ni procent i forhold til 2005. Derudover modtog nævnet yderligere 110 skriftlige og mundtlige klager og forespørgsler, som ikke resulterede i registrerede klagesager.

Sidste år afsluttede Rejse-Ankenævnet i alt 505 sager, som er opdelt i 125 forligte eller tilbagetrukne sager og 380 afsagte kendelser. I 56 procent af de 380 kendelser fik klageren medhold.

Helle Ninn-Hansen fra Rejse-Ankenævnets sekretariat i Virum siger, at der i princippet ikke er en bagatelgrænse for klagesager, men at ”vi har en passivitetsgrænse på seks måneder, hvor klageren ikke må være passiv i forhold til at følge op på bureauets manglende svar. Nævnet vil ved sin behandling se på, om man har været for passiv i sin egen opfølgning. Men der er ikke nogen egentlig bagatelgrænse. I sekretariatet rådgiver vi blot, og det er nævnet, som afsiger kendelser, men der er jo ikke noget, der er en bagatel i forhold til det, man køber og betaler for, og som står på faktura/rejsebevis. Hvis det, man har indgået aftale med bureauet om bagatelmæssigt, ikke har været der, så skal man jo kompenseres for det,” siger Helle Ninn-Hansen.

(Politiken, d. 12. august, 2007)

Skrevet af