Sterling vil være på tværs

I dag flyver Sterling fra Skandinavien og ud i Europa, og alle flyvninger starter eller slutter i en lufthavn i enten Norge, Sverige eller Danmark. Men det vil flyselskabet lave om på nu, og muligvis vil man allerede fra 2009 se Sterling-fly flyve frem og tilbage mellem andre europæiske lande, skriver Berlingske Tidende i dag.

”Vores rutenet er ikke optimalt. Vi har for mange destinationer, hvor vi kun flyver til én gang om dagen eller ugen. Det betyder, at vi får for lidt udbytte af de omkostninger, der er ved at have en destination. Det skal optimeres. Derfor skal enkelte destinationer ud af vores net, mens andre skal have flere frekvenser. Samtidig vil vi etablere ruter, der går mellem to af vores nuværende destinationer på tværs af Europa,” siger adm. direktør Reza Taleghani.

En Sterlingrute mellem to europæiske storbyer kunne meget vel drives i samarbejde med andre flyselskaber – enten i et joint venture eller som code share, hvor flyselskabet sælger billetten i eget navn, men selve flyvningen foretages af en partner, siger Reza Taleghani.

”Jeg vil gerne samarbejde tæt med andre flyselskaber, for det er den vej, det går i branchen. Jeg er ikke forfængelig med, at Sterling skal stå for alt selv i den fremtidige vækst,” siger den adm. direktør.

Skrevet af Simon Jørgensen