FolkeFerie.dk og Apollo Rejser, der er en del af Kuoni-koncernen, har netop indgået en strategisk samarbejdsaftale. Kunderne får gavn af den brede vifte af produkter allerede fra sommeren 2009.
Samarbejdet betyder, at Apollo Rejser fra sommerrejseprogrammet i 2009 vil stå for den praktiske del af rejseafviklingen, der dækker fly, guider, transport og hoteller. FolkeFeries hoteller og guider videreføres i Apollo-regi.
FolkeFerie.dk ejer og drifter fortsat det eftertragtede feriecenter, Mellieha Holiday Centre på Malta. Samtidig vil FolkeFerie fremover kunne tilbyde Apollo Rejsers brede produktsortiment til FolkeFeries kunder.
Tilsammen sender Apollo Rejser og FolkeFerie.dk hvert år omkring 200.000 gæster af sted fra danske lufthavne. Tæller man hele Skandinavien med runder antallet af rejser mere 1,1 million ferierejsende til ind-og udland. Så den nye alliance bliver en stor aktør.
»For os er Apollo Rejser den ideelle partner. Det er et godt match, for vores kunder forventer høj kvalitet og tryghed på rejsen, og det kan kunderne stadig få i samarbejdet med Apollo Rejser,« siger koncerndirektør Folmer Risager, Folkeferie.dk.
FolkeFerie.dk har branchens mest solide genkøbsprocent på 45 procent på årsbasis, og er i tæt dialog med kunderne. Den nære løbende kontakt betyder, at FolkeFerie altid har styr på kundernes ønsker og kender de vigtigste parametre for en god ferieoplevelse
»Vi ser samarbejdet som en mulighed for at øge stordriftsfordele, når det gælder fly- og hotelaftaler, og dermed grobund for vækst, til gavn for alle involverede,« udtaler administrerende direktør Jan Lockhart, Apollo Rejser.
For FolkeFerie.dk er det strategiske samarbejde med Apollo Rejser endnu et skridt i udviklingen af det nye FolkeFerie.dk, der har fokus på at formidle og sælge gode ferieoplevelser til danskerne. Første skridt var åbningen af salget af de danske feriecentre, hvor FolkeFerie.dk fremover varetager formidling og drift men ikke længere ejer murstenene.

STANDBY.DK Nyt om rejser

