»Krisen har også ramt shoppingen i Københavns Lufthavne. Indkøbene er meget afhængig af trafikken gennem lufthavnen, og den er faldet,« forklarer kommerciel direktør i Københavns Lufthavne, Henrik Busch, og fortsætter:
»Vi har kunnet se en tilbagegang i salget siden september, men vi glæder os trods alt over, at det har ramt os senere end i den øvrige detailhandel.«
Den samme tendens tilkendegives i de toldfri butikker: »Vi kan selvfølgelig mærke finanskrisen. Vores kunder køber i gennemsnit for 8-9 pct. mindre, og man fornemmer, at kunderne kigger i toiletskabet og ser, om de ikke lige kan vente. Den tendens har vi set siden slutningen af september,« siger Palle Linaa Petersen, der er direktør for GEBR Heinemann Retail, der kører de toldfri butikker i Københavns Lufthavne.
Palle Linaa Petersen understreger, at Sterlings konkurs medførte, at der kommer 10 pct. færre kunder gennem butikken svarende til Sterlings markedsandel i Københavns Lufthavne. Det skriver Børsen i dag.
»Vi har haft 10 pct. færre kunder gennem butikken, men af dem der går igennem er der 9 pct. flere, der køber,« siger Palle Linaa Petersen.

STANDBY.DK Nyt om rejser

