230 svenske piloter i strejke

Kunderne tilbydes bus, ombookning eller pengene tilbage på grund af Svensk pilotforenings strejke, som omfatter fire regionale flyselskaber, Avia Express, Avitrans Nordic, Golden Air og Svenska Direktflyg. Kullaflyg rammes ligeledes, da selskabet lejer fly og piloter hos Golden Air.

 

Forhandlingerne er strandet mellem pilotfagforeningen og Flygarbetsgivarna. Lavkonjunkturen har lagt pres på de regionale flyselskabers lønsomhed. Derfor kræver arbejdsgiverne forringelser i den nuværende kollektivaftale i størrelsesordenen 30%, skriver Svensk Pilotförening.

 

Fagforeningen har ligeledes krav til reglerne omkring leje af eksterne piloter. Avia Express har opsagt sine 80 piloter den 17. juli og vil leje piloter udefra, eller leje de gamle piloter på kraftigt forringede vilkår.

 

”Det er et ekstremt skridt på det svenske arbejdsmarked”, siger piloternes formand Gunnar Mandahl til TT.

 

Ifølge Sverigeflyg indebærer piloternes krav kraftigt forhøjede omkostninger for flyrejser, hvilket anses for at gå imod de forskellige regioners muligheder for ’god og billig kommunikation med Stockholm og derfra’.

 

Piloterne har også varslet strejke 7.–9. juni. Flygarbetsgivarna har modsat truet med at lockoute piloterne i de selskaber, som går i strejke.

Skrevet af Flemming Juul