Flybilletter op til 300 kroner dyrere

Fra efteråret skal alle flyselskaber, der flyver ind eller ud af EU, deltage i unionens handel med CO2 kvoter og betale for CO2-udledning ud over det tildelte forbrug. Det kan føre til prisstigninger på op til 300 kroner per flybillet, skriver Financial Times.

Det er finansvirksomheden Standard & Poors, der har foretaget en undersøgelse af flyselskabernes kreditværdighed, efter det nye handelssystem træder i kraft.

Handlen med CO2-kvoter ventes ifølge Standard & Poors at koste flyselskaberne over otte mia. kroner alene det første år. Hvis flyselskaberne vælger at sende hele ekstraomkostningen videre til kunderne, vil det betyde, at prisen på en billet kan stige mellem 4,6 og 39,6 euro i 2020 ved en CO2-pris på 30 euro per ton.

Skrevet af Webredaktionen