Asia-Pacific skal bruge 8.560 nye fly

Det vil udgøre 33% af det globale behov for nye fly og betyder, at Asia-Pacific regionen overhaler Nordamerika og Europa som den største fly-aftager.

 

De nyeste tal er netop præsenteret af Chris Emerson, senior vice president product strategy and market forecast hos Airbus-fabrikkerne.

 

Forudsigelsen baserer sig på en vækst, der er større end gennemsnittet med hensyn til både passager- og fragtflyvninger i regionen og sammenholdt med behovet for udskiftning af gamle fly. Airbus venter en årlig passagervækst i regionen på 5,8%, mens fragtflyvningerne vil stige med 7% årligt. Den tilsvarende globale vækst skønnes at blive 4,8% for passagerer og 5,9 for fragt. Samtidig ventes det, at regionen må udskifte 78% af de 3.680 fly, der i øjeblikket er i drift i regionen.

 

Airbus’ Global Market Forecast imødeser en global efterspørgsel på 25.850 nye passager og fragtfly til en samlet værdi på 3.200 milliarder dollar de kommende 20 år.

Skrevet af Flemming Juul