Lufthavne uegnede til børnefamilier

Det mener 59% af de adspurgte i en international meningsmåling, der er udført af flysøgesiden Skyscanner, som har spurgt over 1.000 internationalt rejsende.

Næsten to tredjedele mener, at lufthavnene ikke yder den service, som rejsende med børn har brug for. 73% mener, at denne mangel giver dem stress, hvilket påvirker helhedsindtrykket af ferien.

 

De lange køer er klart den største synder. 51% af familierne mener, at det er det værste ved lufthavnene. Herefter følger mangel på underholdning (29%), lange gåture til gates (10%) og passende muligheder for mad (6%).

 

Næsten 60% ser gerne, at der bliver oprettet lege- og tumleområder, mens over halvdelen af de adspurgte ønsker områder med TV eller biograf for børn. Omkring 20% efterspørger mulighed for børnepasning , og  9% ønsker højtlæsning.

 

Mary Porter, PR manager hos Skyscanner og selv mor til én: 
“At rejse med børn kan være en stressende oplevelse, og forbedrede lufthavnsfaciliteter ville gøre en stor forskel. Jeg er ikke overrasket over, at små børn, der allerede har udholdt forsinkelser, lange køer og ingen underholdning, er tæt på ’nedsmeltning’, når de endelig går ombord på flyet. Ved at tilbyde bedre faciliteter i lufthavnen ville oplevelsen ombord på flyet blive mindre stressende for forældrene og mere behagelig for de øvrige passagerer”.

 

Blandt forslag til forbedringer nævnes blandt andre: Område med legetøj og bøger for børn under 5 år, separat security kø for børnefamilier, mulighed for at varme mad og sutteflasker, udlejning af klapvogne og mulighed for at forudbestille babymad.

Skrevet af Flemming Juul