
Charterbureauet Falk Lauritsen Rejser spurgte sine sommerferiegæster, hvordan de deler deres ferieoplevelser. Der kom 867 svar – og tendensen er tydelig. 46 pct. viser stort set altid feriebilleder, når de kommer hjem fra ferien. Andre kan ikke vente så længe. 35 pct. sender postkort hjem til familie og venner, mens de er af sted.
Også en række nye medier tages i anvendelse, når ferieminder skal deles. 28 pct. deler ofte oplevelserne online med Facebook-venner, viser undersøgelsen – men Facebook når ikke i nærheden af postkortet. Og det er der god forklaring på, siger Falk Lauritsen Rejsers salgs- og marketingdirektør, Søren Buchbjerg:
”Postkortet er jo i høj grad en tradition. Og mange er bevidste om, at potentielle indbrudstyve kan kigge med på Facebook, så selvom man er ivrig efter at dele sine ferieoplevelser med familie og venner, gør man derfor klogt i at bruge de sociale medier med omtanke, mens man er væk hjemmefra,” siger Søren Buchbjerg.
41 pct. deler ”nogle gange” ferieoplevelser på egen rejseblog, mens færre bruger twitter til at kommunikere om deres ferierejse – 31 pct. gør det ”nogle gange.”
Blandt undersøgelsen 867 deltagere er fire ud af fem kvinder. 24 pct. er 36-45 år, mens andre 24 pct. er i aldersgruppen 56-65 år.
Skrevet af redaktionen